Wellness og sauna gus

Forleden prøvede jeg noget helt nyt. Wellness og sauna gus. Som mand med hår på brystet så klingede det sgu ikke rigtigt, men efter sådan et par timer i total afstressede forhold, må jeg krybe til korset og sige det skal prøves igen.

Min kone og jeg blev taget godt i mod i DGI Byens kurbad. Vi fik et par håndklæder og en badekåbe hver som vi skulle i føre os.

Herefter blev vi ført ind i loungen hvor der var frisk frugt, nødder, urtethe og frugtthe. Her ventede vi en 15 minutters tid inden vi blev ført ind i saunaerne. I DGI byen har man åbenbart forskellige sauna gus temaer og dagens tema var Romersk. Så vidt jeg forstod var der også noget græsk og et mere sydlandsk jeg ikke lige erinder.

I saunaen blev der helt dufte vand på de varme sten. Der var bl.a. rosevand, basilikum og citrus. Det fik løsnet godt og grundigt op i svælget. Hererfter kunne man afkøle i deres koldvandsbassin. Så var det videre over i deres dampbad, hvor vi fik lagt en ansigtsmaske og en kropsmaske. Da det var så varmt, røg noget af ansigtsmasken ned i øjenene – der var godt med salt i skal jeg hilse at sige.

Herefter fik vi en skyller og så tilbage i saunaen. Sådan blev vi ført rundt i en times tid.  Efter denne oplevelse var min hud helt anderledes. Det var som om alle urenheder både i overfladen men også i kroppen var kommet ud. Og de efterfølgende dage var min hud meget blød og smidig. Det var en oplevelse jeg kan anbefale til andre og det vil være en super god gave idé.